Sverige juni 2015

Sverige i juni 2015

Sviptur til Sveriges store søer den 3. til 7. juni 2015

 

Vi tog alle en natfærge Grenå - Varberg natten til torsdag den 4. juni, og anløb Varberg torsdag kl 6.15, efter godt fem timers sejlads og endnu færre timers søvn.

Det blev besluttet at ruten til denne dags bestemmelsessted Karlsborg ved Vätterns NV bred, skulle gå ad de mindre landeveje i en nogenlunde direkte rute mod NØ.

Efter en times tid i sadlerne, nåede vi frem til en grøn og vindblæst rasteplads, hvor Jørgen foldede sit mobile køkken ud og vi fik brygget en masse dejlig varm kaffe.

Så gik det derudaf, mens solens stråler fik mere magt. På et tidspunkt holdt vi pause og rådslagning. Den rute der skulle gå ad mindre veje, havde hidtil mest ført os af de mere kedelige hovedveje. Der blev pillet og justeret på GPS'en og så skete det endelig. Vi fandt ud på de mindste og mest snoede veje til alles udelte begejstring. Jeg tog flere gange mig selv i at sidde og synge inde i hjelmen, med et stort smil fra øre til øre. Det var boxerguf!

Hen på eftermiddagen nåede vi frem til Karlsborg. Her fik vi hurtigt stillet teltene op og lavet en fin boxerlejr. Syv mand, syv boxere og syv telte. Da alle var klar, kørte vi ind til fæstningen i Karlsborgs østlige udkant. Nu skinnede solen fra en skyfri himmel, og der vankede svenske is - i skyggen!

Sidst på dagen var der fælles aftensmad, medbragt af denne aftens madteam Kaj Arne og Bjørn; Karryret med ris m.m. Trætte gik vi til ro, med en aftale for næste dagstur; Vättern rundt - med uret.

Fredag. Vi var på landevejen først på formiddagen, og rundede nordenden af Vättern, mens disen lettede mere og mere, og det skulle vise sig at blive turens varmeste dag.

Nu var GPS'en indstillet til de mindste veje og cykelruter! Ved en lille fisker og lystbådehavn slog vi os ned for at nyde naturen og den ro der omgav os. Kaffekanderne kom frem, og snakken gik lystigt om denne og fremtidige ture ud i det blå på vores skønne boxere.

 

Efter flere timers kørsel var det frokosttid. Vi havde nu tilbagelagt halvdelen af turen rundt om Vättern altså omkring 150 kilometer - på fire timer! Gennemsnitsfarten er lav når vi er ude på de smalle biveje og skovveje. Turens smukkeste frokoststed med udsigt over søens blanke overflade, så langt øjet rakte, fandt vi frem til efter lidt søgen.

 

Senere på dagen skiltes vore veje, da fire valgte at besøge Husqvarna musæet, mens Poul, Kaj Arne og Bjørn fortsatte turen rundt om den lange sø. Efter Jönkøbing fandt vi ud på de aller mindste veje, og da Poul kom i front og valgte cykelruter på GPS'en fik vi vores sag for på smalle, smattede stier med meget ujævnt terræn. Det blev en oplevelse, og da ingen kom til skade, endda en rigtig fin oplevelse. Flere gange endte sporet blindt, og vi måtte vende om og finde tilbage på de opmærkede ruter som GPS'en kunne genkende. En lille tranefamilie krydsede vores vej, stoppede op og ventede på ungerne, og spankulerede så ind i den dybe skov.

 

Først på aftenen nåede vi hjem til boxerlejren ved søbredden. Dagens aftensmadsteam, Poul og Ole, diskede op med Chili con carne - mums!

Lørdag. Lejren var pakket, og vi var igen på landevejen først på formiddagen. I dag ville vi begynde turen nord om Vänern, og denne sø skulle rundes mod uret.

Der var småregn og dis på programmet. Ruten førte os langt ind ad snoede skovveje, til vi nåede til Lindalen. Ved et typisk svensk stendige, blev der taget hul på kaffen, og den første af et utal af kaffepauser løb af stablen.

 

Ved middagstid regnede det konstant, og vi fandt læ på en svensk grillbar! Det var lidt uden for planen, men man må jo være klar til at improvisere.

 

Ud på eftermiddagen rundede vi det nordvestlige hjørne af Vänern, og solen viste sig igen. Af med regntøjet og på med sommerhandskerne. Skønt! Vi var efterhånden blevet rigtig gode til at køre i formation i to forskudte rækker, hvilket gjorde det muligt at mindske afstanden mellem forreste og bagerste maskine. Det blev til nogle skønne timer ad snoede veje, hvor jeg som bagerste (kamera)mand kunne nyde udsigten til en perlerække af boxere der snoede sig gennem de utallige sving op og ned gennem det bakkede landskab.

 

Vi nåede frem til Duse Odde sidst på eftermiddagen. Her slog vi boxerlejren op midt i en skov af birketræer. Vinden var kraftig og susede i trætoppene. Dette fortsatte natten over og jeg fortrød på et tidspunkt at jeg ikke havde medbragt ørepropperne der lå hjemme på hylden.

 

Vi gik en tur i terrænet rundt om campingpladsen, ud til huset der også fungerer som pejlemærke for sejlerne, inden det tredje aftensmadsteam Jørgen og Knud tyede til dåserne med forloren skildpadde med tilbehør.

 

Godt trætte gik vi til ro i de syv små telte.

Søndag. Vi skulle nu til at slutte denne dejlige tur i de svenske skove. Da vi alle var klar, kørte vi mod Göteborg. Vi fulgte fortsat de mindre veje.

Først tog vi dog et langt ryk ad hovedvej E45, indtil vi nåede byen Mellerud. Herfra kørte vi til den lille by Grinstad, hvor vi gjorde holdt ved den smukke kirke. Mellem Mellerud og Vänersborg, bevægede vi os ad de mindste veje i landområdet mellem Vänerens vestkyst og E45. Endnu engang masser af gode sving og afvekslende landskaber.

 

Hen på eftermiddagen ankom vi til færgehavnen i Göteborg, og turen sluttede.

Copyright © www.boxertouring.dk